Midsommer på Fyns Hoved

Tur til Fyns Hoved

Weekendturen gik til Fyn, og Trine Fritid bød alle velkommen efterhånden som vi dukkede op.

Der skulle besigtiges sovepladser, og flertallet endte udenfor. Nu findes der jo mange telte og andet nødvendigt udstyr, så visse biler var tætpakkede. Selv to gummibåde var med, heldigvis er det en stor dejlig grund med plads til det hele.

Aftenen bød på fisketur, snak og hyggeligt samvær, nogle gik tidligt i seng og der kom forslag om fisketur kl 03.30. Morgenfriske piger var afsted, og kom retur til fælles morgenmad i sommerhuset. Efter madpakke og kaffen på kanden, kørte vi ud til forskellige lokationer.

Lørdag bragede solen ned fra en skyfri himmel, så fisk blev der ikke fanget, dog havde dronning af gummibåden held med bundsnøre og fik en fladfisk. Karen have kontakt med hornfisk og en enkelt Havørred, desværre undermåler. Dagen bød på masser af jagende marsvin helt ude på spidsen af Fyns Hoved.

Lørdag aften efter dejlig aftensmad dukkede Chris Halling op. Vi havde indbudt ham for at fortælle om natfiskeri efter havørred. Det lød meget spændende, men hvordan kunne man lige komme op på arbejde næste dag?? Der blev snakket meget om fordele og ulemper i stigende og faldende vand, nogle forsøgte at notere det hele ned. Der er altid mere at lære.

Chris afslørede flere hemmelige tips og trick, og tre Sportsfiskerpiger kørte med mod Kerteminde ved midnat. Det var ikke specielt mørkt pga lys fra byen, og heller ikke stille! Der var ungdomsfest i teltet. Vi fik ikke selv fanget noget, men på bådebroen lå en meget stor og flot fisk.

Sportsfiskerpigerne siger tak for husly, og vi ser frem til de næste ture i løbet af 2019