Helgenæs sep. 2021.

Weekendtur til Helgenæs, hvor vi havde base i et sommerhus som en af vores medlemmer har part i.
Fredagens fiskeri var i støvregn, diset vejr og østenvind. Vi delte os ud på flere gode fiskepladser. Der var en del grøde i vandet. Fiskeriet gav en enkelt lille havørred, nogle få hornfisk der legede med krogen. Bedre var det med fjæsinger, dem blev der fanget en del af.
Hvad der skete om aftenen hører til privatlivets fred. Men stilhed var ikke udpræget.
Fredagens fangst af fjæsinger blev stegt til frokost lørdag og spist med største fornøjelse. Det var overraskende lækkert for dem der ikke havde smagt fjæsing før.
Lørdag bød på det smukkeste efterårsvejr, igen med østenvind. Vi prøvede en del fiskespot af, rundt på Helgenæs i løbet af dagen. Der blev fisket efter havørreder, fladfisk og fjæsinger. De sidste havde vi mest held med. Det blev vel til en snes i alt.
Vi fiskede sammen med marsvin lørdag aften i den smukkeste solnedgang over Århus bugt. Det var magisk og smukt.
Et par medlemmer takkede af lørdag aften og igen søndag morgen smuttede nogen hjemad. Familie skulle passes og nogle havde ikke kræfter til mere fiskeri. Men flid belønner sig. Efter rengøring af sommerhus tog den sidste hårde kerne af medlemme ud og fiskede.
Og BUM, der var den til Anne. En pragt eksemplar af en havørred på 60 cm. I modvind i Begtrup Vig. Bedre afslutning på en weekendtur findes ikke.